Alle lopper i menuen til højre kan ses og/eller afhentes i Silkeborg, og jeg bringer også gerne ud i Århus og omegn. Bor du ikke i Århus/Silkeborg, kan varene også sendes med Post Danmark, og i så fald tillægger jeg porto og ekspeditionsgebyr. Forsendelse sker på eget ansvar, men jeg forsøger selvfølgelig efter bedste evne at pakke alt så forsvarligt som muligt, så de kan klare en tur gennem kongeriget :o)

fredag den 15. april 2011

Så blev det påske i det lille hjem....

Til trods for at Jesus hverken er blevet korsfæstet, død eller begravet endnu, sneg påsken sig alligevel lille så stille indenom i vores spisestue. Når foråret titter frem kan jeg slet ikke få nok af, at få det indendøre også, og derfor MÅ jeg bare hvert eneste år have lidt grene ind, så de kan springe ud i mine vaser. Vi har ikke længere det store udbud i haven, så ungerne og jeg har været på Ingerslevs Plads til grøntmarked, og her købte vi kirsebær-grene (som ses på billedet) samt tulipantræ-grene (hedder det det?).

Jeg synes, at mine Louboutin'er står i så skøn en kontrast til Lærkes fedtede, hjemmelavede påskekylling, at det var et foto værd. Den øvrige påskepynt er købt i "vores" nye butik på Strøget - Plint - som huser alskens skønne ting og sager i et sandt orgie af farver. Arkivskabet købte jeg for nylig på politiauktion med det formål at gøre lidt mere ud af pladsen til mine stiletter. Når jeg en sjælden gang ikke gider at kigge på dem alligevel, lukker jeg bare jalousien i. Men det er nu - som skrevet - en sjældenhed :o)



....og så har vi været i Netto. Go'e gamle Netto, som jo altid disker op med et eller andet uundværligt fra deres tilbudsøer. Jeg faldt over disse prikkede æg og de farvede bloklys, som jeg har parret med kyllinger fra Plint.

Og vupti - påske til næsten ingen penge. Eller.... det vil sige... det er jo ikke helt sandt. For at handle i Netto betyder for mit vedkommende altid at en enkelt liter mælk som regel koster minimum 300 kr, netop pga. de fordømte tilbudsøer....

Glædelig påske
(selvom vi er på forkant....) :o)

1 kommentar:

  1. Ej, hvor ser det dejligt ud! Jeg vil give dig helt ret i det med kyllingen og "skoene med de røde såler" :) I love it!

    Var også selv solgt til Plint, så kan godt forstå, at du synes den var fin! Glæder mig til marked i morgen- vi må følges til det næste!

    Knus

    SvarSlet