Alle lopper i menuen til højre kan ses og/eller afhentes i Silkeborg, og jeg bringer også gerne ud i Århus og omegn. Bor du ikke i Århus/Silkeborg, kan varene også sendes med Post Danmark, og i så fald tillægger jeg porto og ekspeditionsgebyr. Forsendelse sker på eget ansvar, men jeg forsøger selvfølgelig efter bedste evne at pakke alt så forsvarligt som muligt, så de kan klare en tur gennem kongeriget :o)
Viser opslag med etiketten indretning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten indretning. Vis alle opslag

torsdag den 8. august 2013

Kom med indenfor....

Endelig er vi på plads i vores nye, dejlige hus. Der var i alt 79 flyttekasser (+ alt det andet selvfølgelig), men eftersom jeg er ved at være i god flyttetræning tog det mig faktisk kun 3-4 dage, før jeg grundlæggende var helt på plads. Nu former vores hjem sig stille og roligt med små stillebens rundt omkring, og vores egen familie-ånd er ved at have indtaget stedet. Her kan I se et par snap-shots fra mine yndlings-spots rundt om i huset:

AJ bordlampe, Kay Boyesen Zebra, Bloomingville og Helbak. Kunskt: "Menneskekuglen" af Helga Thagaard
Ny (yndlings) PH-lampe i peach. I baggrunden mit skrummel (til bøger) og min Illum Wikkelsø gyngestol

Stilleben på spisebordet: Herbert Krenchell krenitskåle, Helbak smørebrik og Finnsdottir stage

Tallerkenrække fra dba og yndlingsfajance fra Aluminia og Bjørn Wiinblad. Krus fra keramiker Marie Fruelund (Århus)

String (re-lanceret) reol (svensk design) med forskelligt nipseri ....
Hvis du har lyst til at følge mit liv i billeder opdaterer jeg (næsten) dagligt på Instagram under navnet Charlottskij, hvor du skal være velkommen :-)

lørdag den 3. august 2013

Ny tallerkenrække

I dag havde jeg min jomfru-færd med min boremaskine, og det gik faktisk meget godt. Jeg fik hængt denne tallerkenrække op, som jeg netop i dag havde købt billigt via Den Blå Avis. På hylderne ses nogle af mine yndlingsfade fra Aluminia samt mine smukkeste kopper af keramiker Marie Fruelund. I glaskrukken har jeg Nespresso, som er gået hen og blevet et dagligt fix for mig.





Det skrider fremad her i Casa Falstersgade, og vi er endelig kommet helt på plads i vores nye hjem :-)


- Posted using BlogPress from my iPad

Location:Falstersgade,Silkeborg,Danmark

tirsdag den 23. juli 2013

Kom med indenfor: der tapetseres....

Jeg har glædet mig meget til at indrette børnenes værelser, og på Lærkes værelse har jeg valgt dette fine tapet fra Ferm Living. Opsætningen var min jomfrufærd udi tapet, og det viste sig at være lidt af en udfordring bl.a. pga loftbjælker og skævt hus. Heldigvis for mig er min far lidt af en ekspert i tapeter, så vi endte med at blive et helt smukt teamwork, og væggen endte med at blive rigtig fin, synes jeg.

In Lærke's room I have chosen this wall paper from Ferm Living. It was my first try working with wall paper, and even though the job came with a few obstacles it turned out quite well, I think.



torsdag den 4. juli 2013

In the making....

Det skrider så småt fremdad med de forskellige projekter i vores lille hus, og det er dejligt, men jeg må tilstå, at vi er pressede på tid. I morgen, fredag, kommer flyttefolkene, og på det tidspunkt tror jeg kun liiiiiige at den sidste maling er tør. Men det bliver STORT, og huset er endelig ved at tage form præcis som jeg har drømt om. Her bliver intet mindre end absolut fantastisk :-)

Et lille kig til 1. salen afslører disse skønne farver i fin kontrast til hinanden:

Nymalede gulve: repos, Alberts værelse (turkis) og soveværelse med et lille udsnit af mit (nu) yndlingstapet ...
Alberts (kommende) værelse. Tapetet er fra Ferm Living.
Soveværelse. Gulv i højglans hvid og tapet (åhhh jeg elsker det!) fra National Geographic
Når det hektiske flytteræs letter (og vejret tilmed bliver bedre) glæder jeg mig til at indtage en plads i skyggen under vores blommetræ med en god sommerferiebog i hånden. Jeg er sikker på, at jeg slet ikke vil ænse at trampolinen med to højthoppende og -larmende børn befinder sig indenfor en radius af 2 meter ... ;-)

Ahhh..... der mangler kun lige moi...

onsdag den 22. maj 2013

Vi sælger vores perle...

Efter megen overvejelse har vi (jeg) besluttet at flytte (tilbage) til Silkeborg. Børnenes far bor der, og jeg arbejder på gymnasiet der, så al fornuft siger, at det er det bedste at gøre lige nu. Men hold da op, hvor er det svært, når man nu ELSKER, ELSKER , ELSKER Århus og ikke mindst sin perle af en lejlighed.

Jeg tror dog, at vi alle bliver glade for Silkeborg. Der ER jo smukt, og jeg har opdaget, at de unge mennesker, som jeg underviser hver dag, jo faktisk også er helt sunde og velfungerende, så mon ikke også der er håb for mine små starutter trods alt? Der er knapt så "krøllet" og spændende som i Århus, synes jeg, men der er dejligt, og jeg har faktisk taget mig selv i at begynde at glæde mig til det. Så nu får vi se, hvornår det bliver.

Vores egen andelslejlighed har været til salg i 3 dage på nettet nu (kan ses her) og der er en vældig aktivitet allerede. 16 har bedt om salgsopstillingen allerede, og i dag har jeg mine første 3 fremvisninger. Det er helt vildt. Men fedt. Så om alt går vel skal vi flytte i løbet af sommerferien (hold da op hvor er det mærkeligt at sige "højt"....)

Så: hvis du kender nogen, som står og mangler en SKØN 4-værelses andel (+ unik udestue) på Frederiksbjerg i Århus, så spred gerne budskabet.... :-)

Køkken med kig til værelse og udestue

Køkken med kig til udestue


Stue med kig til spisestue

Spisestue

Soveværelse med kig til børneværelse
Gårdhave

tirsdag den 23. april 2013

Love it love it love it

I går modtog jeg denne smukke armlænsbakke fra BoShop.dk som jeg var så heldig at vinde på bloggen Livingsweetliving. Bloggen poster hver dag de seneste trends indenfor boligindretning og gimmicks man bare (lige pludselig) ikke længere kan leve uden, så hvis du Æææælsker tips og ideer til dit hjem, bør du helt sikkert slå et smut forbi denne inspirerende blog.




Jeg fik valget mellem en bakke i sort, hvid eller natur, og da jeg elsker eg, var valget ikke svært. Det smarte ved denne "bakke" er, at den er fleksibel i str og "facon" pga designet med lamellerne. Den kan således både ligge over armlænet eller - som billedet viser - på selve sædet. DET ER SGU DA SMART!!!




Så nu satser jeg på, at vi ikke får flere kaffe/saftevands-uheld ned i sofaen. Fra nu af er zen i sofaen en ren leg :-) :-) :-)



- Posted using BlogPress from my iPad

Location:Ewaldsgade,Aarhus,Danmark

søndag den 7. april 2013

Tapet make-over...

Jeg er SÅ glad!! Jeg har brugt min weekend på at trylle mit gamle dameskrivebord om til et helt fantastisk et af slagsen. Hvis jeg altså skal sige det selv....
For nyligt købte jeg to ruller tapet hos RetroVilla, og nu bød chancen sig endelig for at jeg kunne kaste mig over det første projekt.
Her ses det færdige resultat:

Stol i højglans gul og retrotapet i gult og orange.
Og her ses projektet før og efter...

Stolen som den så ud - plettet og afskallet...



Jeg elsker det grafiske udtryk på tapetet og sammen med den gule stol og mit trægulv i støvet grøn, er det hele endelig bare blevet helt rigtigt.

Nyt nips måtte der nødvendigvis også til: stagen er fra Casalinga og er købt hos  Decorate i Århus. Jeg kunne slet ikke lige stå for at den ville passe ind som fod i hose med sine orange pletter.... :-) 

Her ses hele herligheden i sin helhed :-)

Den gule farve er købt hos Flügger og har farvekoden S0580-Y10R
Nu mangler jeg bare lige et porcelænsgreb til lågen, men jeg er lidt i tvivl om, hvilken farve jeg skal vælge. Skal den være gul også? Eller orange? Eller noget helt skørt tredje??? Hvad siger I?

onsdag den 3. april 2013

Morfar-kluns...

I påsken var vi hjemme hos mormor og morfar, og så plejer jeg vanen tro lige at gå på jagt i min fars skatkammer. På mærkværdigvis dukker der noget nyt op næsten hver gang. Om jeg begriber hvor han gør af alle de ting?? Ikke desto mindre er jeg dog lykkelig for at han er sådan en samler, for så er det altid spændende at se, om der skulle være en skat eller to gemt til mig :o)

Denne gang fandt jeg denne skønne, gamle sodavandskasse, som nu hænger på væggen i vores entre og huser vores sko og støvler.


Egentlig var det min plan at male den højglans pink (og den grimme masonitplade på siden skal også af), men nu ved jeg ikke helt, om den er federe i sit rå look. Hvad siger I? Jeg havde i forvejen en orange kasse i samme størrelse, som jeg også har hængt op i samme rum (vi har nemlig mange, mange sko....), så det ville måske være meget fedt, hvis de begge var malede? Jeg kan ikke lige helt hitte ud af det. Nu får den i første omgang lov til at hænge som den er, og så ser jeg, om jeg beslutter mig for A eller B.
Giv endelig din mening til kende, for jeg kan nemlig slet ikke lige finde ud af det....

søndag den 31. marts 2013

Nye tapeter...

Jeg har shoppet på nettet hos Retro Villa og har købt 2x2 meter af disse skønne tapeter. Jeg glæder mig SÅ meget til at få givet mit indbo en ordentlig omgang, og hvis jeg skal være helt ærlig, kan jeg faktisk næsten slet ikke vente. Nu er det bare lige sådan, at jeg desværre ikke har mange børnefri dage eller weekender den kommende tid, og mit arbejdsskema ser noget nær forfærdelig ud de næste par uger også. Ikke desto mindre håber jeg at finde en ledig stund meget snart. For det kribler....

Møblerne der skal have en tur er min gamle børneslagbænk samt mit dameskrivebord på låge og side. Jeg glæder mig til at vise jer resultaterne :-)

Grafisk retro. Skal pynte på mit skrivebord (og mon så ikke stolen får en omgang gul højglans også....) :-)
Nostalgiske blomster. Skal pynte på min lille bænk som samtidig skal have en lækker omgang musegrå maling.

HURRA, hvor jeg glæder mig :-) :-)

fredag den 19. oktober 2012

Ny-erhvervet smuksak flytter ind :-)

Fik gaflet denne smukke sag i butikken Kiddo (som jo desværre holder ophørsudsalg) den anden dag, og nu er den flyttet ind på ungernes værelse.



Jeg kunne selvfølgelig slet ikke stå for de skønne mintgrønne greb:



Skufferne er store og rummelige, så meget af legetøjet kan gemmes af vejen. Smuk og praktisk på samme tid :-)







God weekend :-)

- Posted using BlogPress from my iPad

onsdag den 20. juni 2012

Fra klaver til krea...

I dag lavede jeg endnu en lille makeover herhjemme. Og dette smukke dameskrivebord med tilhørende stol (som jeg i øvrigt fandt på mit hemmelige sted for en flad halvtreller!!) fandt nyt hjerterum i vores spisestue:

Efter.

Før bildte jeg mig selv ind, at vi var et hjem med klaver, men i virkeligheden var det kun Albert og Lærke, som klimpede på skrummelet, og selv om det var meget sødt, så lød det ærlig talt ikke for godt. Oveni hatten brugte vi mest bare klaveret til at rode på, og dens dage hvor den var et pyntende møbel var ligesom også talte. Derfor tog jeg skridtet fuld ud i dag, og klaveret blev hentet af 3 stærke mænd, som i stedet kørte det hjem til min kollega i Silkeborg, hvor det nu i stedet skal bo.

Før.
Før og in process....

Jeg er simpelthen så glad for mit bytte, og jeg håber, at det kommer til at indbyde til flere kreatimer (end klaveret lige gjorde.....) fremover - om det så er fra Lærkes hånd eller min egen. Jeg har endnu ikke helt besluttet, om jeg vil male stolen i en sart pastel-gul og om bordet skal piftes op med lidt tapet. Et eller andet kommer der nok til at ske, men hvad er jeg ikke helt sikker på endnu.


Det bedste ved at have bordet i spisestuen er, at ungerne kan få lov til at fortsætte deres leg, mens jeg dækker bord og retter an. Før skulle de altid rydde op på bordet, så der kunne komme mad ind. Men nu kan vi være sammen - med hver vores - og det er så hyggeligt :o)

søndag den 17. juni 2012

Udestuen før...... og efter..

Jeg har den skønneste udestue, og det har derfor også været lidt flovt, at jeg ikke har kunnet finde ud af at få den brugt ordentligt, og at indretningen og brugen af den bare ikke rigtig fungerede. Alt dette er dog ændret ved hjælp af de kære små møbler, som mine sidste indlæg har omhandlet. Før havde jeg et blåt campingbord stående i rummet, og selvom det er skønt og retro-lækkert (og nu til salg i min shop), så fungerede det bare ikke optimalt for mig. Nu - med det nye sofabord er rummet blevet langt hyggeligere, og det fungerer ligesom bare mere som en "stue" for mig nu. Oveni hatten fik jeg ryddet op og ud. Grimt kattefoder blev gemt væk i yndige kagedåser i stedet, og  det er da utroligt som et rum kan ændre sig, når rod og overflødigt skrammel får sparket. Her er min udstue før..... og efter:

Udestuen før. Med blåt campingbord og Charles Eames skalstol i creme. Stolen var mest bare i vejen, og den er nu - sammen med to øvrige Eames-stole sat til salg på Lauritz.com.
Udestuen efter. Skalstolen er væk og erstattet af et lille møbel i teak.
Efter. 
Efter. Camping erstattet af eg.
Efter. Rummet i sin helhed :o)
Og så heller ikke mere om de møbler nu. Slut. De næste par indlæg vil også handle om før-og-efter-makeovers.... (andre steder) :o)

lørdag den 16. juni 2012

Gamle møbler i nye omgivelser

Forleden købte jeg flere wunderbare små møbler, som nu har fået nyt liv hjemme hos os. Her er møblerne i deres nye omgivelser. Åh jeg er så glad for dem.... :o)

Teak natbord som nu står i spisestuen. Billeder af Sarah Hvass, Marianne Markvad og Daniel Van der Noon
Teak natbord og sofabord i eg. Begge står nu i vores udestue. Porcelæn og keramik fra Søstrene Grene og Marianne Røgild
Magasin-holder som nu bor i stuen. På toppen et lille fad af elskede Bjørn Wiinblad

De to sidste møbler er sat til salg i min shop under kategorien "møbler". De er lige så skønne, men jeg kunne simpelthen ikke presse mere ind....  God weekend i blogland :o)

lørdag den 3. december 2011

Mere julehygge fra krogene....

Uha, vi er stadig langt fra færdige herhjemme med al pynten, men lidt har vi alligevel nået, og det vil jeg selvfølgelig gerne dele ...




Duftlys fra DAY Home og i baggrunden forgyldte æbler og kogler

Søstrene Grenes svampe pynter ned mod baneanlægget....

Til mor fra Lærke. Ikke helt smuk og med en kæmpe klump ler på toppen med lidt kogler i. Alligevel  elsker jeg den  meget højt, og den står helt, helt fremme :o)

Poecelæn fra Helbak og min lyseblå krenitskål med valnødder....

Lidt nisse-kunst fra Lærkes hånd :o)

Rød jul over dørene ind til stuen...